Rådgiver til Blokhus Bæk projektet er valgt

- Endnu et flagskib er søsat i Blokhus Med projekt Blokhus Bæk genskabes kvaliteterne i den traditionelle, danske kystby, Blokhus. Nu er der valgt rådgiver til projektet, og med valget styrkes projektet i forhold til at håndtere både arkitektonisk kvalitet, landskabelig bearbejdning samt mere tekniske aspekter i forbindelse med regnvandsafledning.

Billede af Blokhus Bæk

Øget kvalitet i den traditionelle ferieby

Ud til Jammerbugten, mellem Slettestrand og Løkken, finder man den lillevestjyske by, Blokhus. Siden midten af 1800-tallet har byen været kendt af danskere og turister, som kom for den friske vesterhavsluft og brede sandstrand. Med projekt Blokhus Bæk er det målet at genskabe den fysiske struktur i Blokhus og motivere til øget kvalitet - både ved at satse på fysiske ændringer, men også ved at styrke den kulturelle infrastruktur på stedet.

Rådgiver valgt

Ti rådgiverteams har valgt at byde ind på projektet. De ti forslag var alle interessante og velgennemførte, og valget er faldet på Møller & Grønborg AS som hovedrådgiver og landskabsarkitekt og Alectia som underrådgiver for hydraulik, konstruktioner og teknik. Det vindende team, har stor erfaring med udvikling af rekreative områder af højeste kvalitet og har helt konkret erfaring med at lade vandløb være et bærende landskabsarkitektonisk idé. Samtidig har rådgiverne konkret erfaring med regnvandshåndtering og –afledning.

En tilfreds borgmester

Generelt er de rådgivere, som har budt ind på opgaven, en blanding af landskabsarkitekter og rådgivende ingeniørfirmaer. Der er i udvælgelsen og vurderingen taget hensyn til rekreative, landskabelige og ingeniørtekniske udfordringer.

"Vi er meget tilfredse med valget af rådgiver og glæder os rigtig meget til samarbejdet og med at komme i gang med det videre arbejde med Blokhus Bæk projektet. Det giver et stort løft til både Blokhus og området, at vi til næste feriesæson kan præsentere et endnu flottere Blokhus", siger borgmester Mogens Gade.

"Når vi spørger danskerne, hvad de ser som yderområdernes største potentiale, er det kysten og kystlandskaberne, der oftest peges på. Derfor glæder det os, når traditionelle danske kystbyer tager det potentiale alvorligt, og satser på højeste kvalitet i det fysiske miljø. Vi har store forventninger til de rådgivere, der nu skal i gang med at genskabe Blokhus som en attraktiv kystby, og vi glæder os til at se resultatet", udtaler Karen Skou, programchef i Realdania

Planlagte aktiviteter

Formålet med projektet er, i samarbejde med Realdania, at redefinere Blokhus, som en klassisk badeby, og gøre byen til et mere attraktivt sted for både beboere og turister. Konkret skal Blokhus Bæk fritlægges, og det fysiske miljø langs bækken skal styrkes gennem rydning, stier, ny beplantning og belægning samt etablering af mindre træbroer, der skaber forbindelser over bækken. Samtidig løses påtrængende regnvandsafledningsproblemer i byen med nedbør og oversvømmelser. Projektets første etape - kaldet promenadestrækningen - starter ved udløbet på stranden og op langs Strandvejen, til bækken drejer fra vejen. Den første etape af projektet planlægges igangsat snarest.

"Blokhus Bæk projektet ligger fint i tråd med alt det andet arbejde, som allerede er i gang i Blokhus og det er en fortsættelse af de bestræbelser, der i forvejen pågår i området med at udvikle kvaliteten såvel i de fysiske rammer som i serviceringen af turisterne og det kulturelle område.

I forhold til anlægssiden og Blokhus' fysiske udseende er vi jo i gang med et nyt turistkontor på Springvandspladsen, og mange andre spændende renoverings- og vedligeholdelsesprojekter er søsat – bare for at nævne et par stykker: Feriecenter Nordsøen, Fiskernes Hus, Redningsstationen, Scenen på Blokhus Torv, Kulturhus Blokhus (en tidligere skole) og ikke mindst den flot beliggende Gateway.

På den kulturelle scene er der også linet op med aktiviteter: Sandskulpturfestivalen, Verdensballettens besøg i juli, koncerter i Kulturhuset – så Blokhus Bæk projektet er endnu et flagskib, som giver en fysisk kvalitet til byen, men så sandelig også en kulturel værdi ved at kæde de kulturhistoriske elementer sammen og gøre området endnu mere attraktivt for os alle", siger Mogens Gade.

Mere information

Se mere på http://blokhusbaek.jammerbugt.dk/ - hvor interesserede kan følge med i projektet. Der kommer hele tiden aktuelle nyheder om projektet på hjemmesiden.

Fakta

Projektet er støttet af Realdanias kampagne, Stedet Tæller, som frem til 2016 støtter konkrete, fysiske projekter i Danmarks yderområder. Det er formålet, at kampagnens projekter skal være med til at styrke livskvaliteten i yderområderne med fokus på kystturisme og udvikling af de stedbundne potentialer. Stedet Tæller løber frem til 2016 og Realdania har afsat i alt 115 mio. kr. til projektstøtte samt afsat midler til formidling af viden og inspiration til aktører i yderområder.

Læs om kampagnen Stedet Tæller og fokusområdet Kvalitet i kysternes turistbyer: http://stedet-taeller.dk/fokusomraaderne/kvalitet-i-kysternes-turistbyer.aspx

Der afholdes i august måned dialogmøder med repræsentanter fra Blokhus-området.